Uddrag fra

"117 stemmer, fremmed og nært, om drømme og visioner",

Forlaget Epigraf 2012.

DRØMMESYN VED BOSPORUS

Anne Kirstine Waage Beck

 

Lys af lys. Lys over lys. I Lysets sura i Koranen brænder det guddommelige lys på olie fra oliventræet, der hverken hører til i øst eller vest. Også i vores verden forbinder lyset mennesker på tværs af tid, sted og religion. Det lader skønheden træde frem af vores fælles historie som tegn på vores søgen. Det lys så jeg et forår i Istanbul, byen, der hører til i både øst og vest.

 

Topkapi. Træder ind i et sekskantet rum og får ondt i øjnene af al den skønhed, bliver kastet ud i en tummel af synsindtryk.  Det er det blå, der gør det. Alle de slags blå. Og lyset, det hvide. Det er det tykke syriske glas i de højtsiddende smalle vinduer, det er glassets ufarvethed i nogle elementer og dets klare farver i andre; den mørkeviolette, den dybe turkisblå, den indigo, den gule, den grønne. Det er grovheden i dets tekstur mod de fine kakler med himmelblå blomstermønstre, fuglemønstre, lange fjerbesatte haler på baggrund af hvid, der fylder væggene helt ud omkring, under og modsat de vinduer. Det er disse skift, disse repetitioner af småblomstret, storblomstret, organiske og geometriske former. Det er træloftets mørke farver højt oppe, de grønne, guldet, det røde, der er noget helt andet, men alligevel hører til og binder alt sammen til en blændende helhed med hjælp fra det hvide dagslys, der reflekteres op fra vandet derude, strømmer og vælder ind gennem glassets let matte struktur for at brydes mod perlemor, keramik, ædeltræ, jern, sten. Det er kun de mandshøje skabe med indlæg af perlemor, elfenben og tunge låse, der holder kroppen på plads i kalejdoskopet af farver, af mønstre, lys. Skabenes tyngde forankres ude ved væggene, hvor de brede gammelrosa polstrede divaner hviler foran udskårne træskodder, der kan åbnes ud mod det fri, brisen fra Bosporus. Nederst det stenbelagte kølige gulv og et kunstfærdigt gennembrudt fyrfad i gråt jern, der trækker øjet ned i midten af rummet. Og sjælen tilbage mod sit anker.    

 

Færgen over Bosporus. Mørkt turkist vand, solen bager ned på dækket, det er sidst på eftermiddagen, vinden tager fat på vej ud af havnen, store måger hænger spændt ud i fuldt vingefang, stiger og dykker. Lugten af petroleumsrøg fra motoren, vi stævner ud fra Sultanahmet, fjerner os fra Europa og den store kuplede Blå Moske med dens grå tage. På færgens dæk et fantastisk syn; en mand står på det græsgrønne blankmalede metaldæk med en stor papegøje på sin ene hånd. Dens vinger og lange halefjer er dybt og skinnende turkise. Maven knaldgul. Ved siden af på bænken sidder en gammel kvinde. Hun griner til fuglen med sine få tænder. Hendes tøj er mørkt, men hovedtørklædet har samme farve som fuglens blå. Store fuchsia og hvide blomster bryder med bundfarven på tørklædet, der skinner blankt og syntetisk i solen. Længere bagude havet med sin mørke grønblå farve, sine udstrakte måger og den solbagte by.

 

Udsigt over Sultanahmet og Bosporus i mørke. Byen oplyst nedefra, de store måger driver rundt over os med lys på undersiden af deres lette kroppe som store hvide sejl. Månen hæver sig ude over vandet, først mørk orange, siden lysere, så gul. En høj fritstående bygning foran os ender i en anden tagrestaurant. Røg stiger op fra skorstenen i en lodret søjle, det er vindstille. Nogen sidder derovre og spiser i det varme lys fra lamperne på bordene og lyskæden i vindueskarmen. Alt er tæt, linjerne er ubrudte og stræber opad sammen med de fjerne minareter på Den Blå Moske længere ude mod vest. Lyset under mørket på himlen er stofligt, varmt, gult.

 

Anne Kirstine Waage Beck (1975) ph.d-studerende i mellemøststudier