Uddrag fra

"117 stemmer, fremmed og nært, om drømme og visioner",

Forlaget Epigraf 2012.

OG SÅ BLEV DET EFTERÅR

en monolog af

 Azadeh Ghavamrad

 

Hvordan går det? Det er længe siden. Vil du ikke sidde ned? Du har travlt. Giv mig bare 5 minutter. Du kan drikke min kaffe, jeg vil ikke have den alligevel. Kan du huske det her sted? Jeg husker det tydeligt. Jeg troede engang, at det skulle blive mit. Jeg drømte, at det var mig, der lavede kaffe til folk og du kan tro, jeg havde mange ideer. Hvor er der mange minder. Der er mange ting, der dukker op i sprækkerne i de andres samtaler. Selv ham, der sidder bag dig. I de dybe kløfter i hans ansigt finder du en hel historie, der sikkert ikke er slut, men som vi kun er med til i en brøkdel af et sekund. Han kigger på mig, og ser, at jeg kigger, og han går videre med billedet af mig, der kigger, mens min mund bevæger sig i din retning. Måske bruger han resten af sit liv på at forestille sig, hvilke ord mine læber formede. Nu går han. Det duftede af regn da jeg kom herind. Ja præcis, den søde duft af jord. Alle de indtryk bringer mig et nyt sted hen. Duften af min mormor og lyden af toget, der er på vej. Den måde mursten kan være røde på. Den måde banegården dufter når den er tom, hvordan alle lydene forsvinder ned af trapperne mod skinnerne. Engang er det væk, men det fortsætter for dem, der sætter sig her når vi går. Mon de vil se, hvad vi ser lige nu? Verden opfører sig ikke som om, at den skal gå under og vi engang skal dø. Vi er endelige væsner, der kan se længere end vores eget liv. Vi kan leve på andres vegne. Andre, der endnu ikke lever. Undskyld, må vi få en ekstra kop? Alting bliver til, forgår, dør hen og glemmes og kommer igen og forgår og dør hen og vi glemmer, at vi ikke kunne huske det, og forbavses endnu engang over, at bladene falder. Ja, toilettet er lige rundt om hjørnet. Sådan falder vi også, blot i et sådant tempo, at vi ikke selv lægger mærke til det. Vi bliver til. Vi bliver kastet ind i verden så tilfældigt som et blads rejse i vinden. Vi tror, det ikke kan være anderledes, og hviler trygt i vores tildelte skød. Ved det velduftende bryst. Jeg troede ikke, du var i byen mere. Det er alt for længe siden. Jeg har altid troet, at vi ville blive til et eller andet vigtig. Vi glemmer, hvor vigtige vi er. Er kaffen god? Hvad er det, vi er med til? Det spørgsmål stiller man for lidt. Hvor hører vi til henne? Kan man blive til, hvad man vil? Jeg holder mig ikke tilbage. Ja, du har ret, det er vigtigt ikke at lade sig stoppe af, hvad man hører omkring sig. Det er i det hele taget vigtig at gøre, hvad man vil. Det er ved at blive efterår. Det kommer bag på mig hvert år.

 

Azadeh Ghavamrad (1983) dramatiker