Uddrag fra

"117 stemmer, fremmed og nært, om drømme og visioner",

Forlaget Epigraf 2012.

DA FREMTIDEN FORSVANDT

Dorte Karrebæk

 

Det er søndag. Jeg sidder ved bordet hos mine forældre. Min far overfor og min næsten døve mor ved bordenden. Hendes ubrugelige høreapparat piber i en konstant høj tone. Hendes vandblå øjne ser ud fra et dement indre. Hænderne ligger på bordet med håndfladerne åbne og med de tykke gigtfingre opad. De ligner to tomme reder.

Min far er interesseret i alt det man ikke kan se. Hans interesse er med alderen taget til i styrke. Den usynlige verden er næsten blevet synlig for ham. Han studerer Nostra Damus, Madam Blawatskij og Bibelen. Han har løst gåden om cirklens kvadratur, mangler  bare at søge patent. Han har abonneret på UFONYT i hele bladets levetid og set adskillige ufoer. Selv jeg har set flere for at glæde ham. For nylig er han stødt på en artsfælle. En anden ældre herre. De har gennem et halvt år udvekslet viden. Og nu er der ikke nogen tvivl mere. En meteor er på vej til jorden. Den 9. i 9. 1999 vil det ske.

”Jeg har ventet med at sige det,” siger han, med begejstring i stemmen, som han prøver at dæmpe. ”Du kan tro, hvad du vil, men det bedste ville være at anskaffe noget sort plastik til vinduerne. Der vil komme et MEGET kraftigt lysglimt. Og vand til tre dage.”

”Hvad med mad?” Jeg kan ikke finde på noget andet at spørge om.

”Jeg er ved at bygge et lager op. Konserves,” siger han.

”Så kommer jeg ned til jer, hvis det sker,” siger jeg.

”Jah … men det er ikke så godt.  Hvis du kommer, må vi ikke lukke dig ind, fordi du vil være fuld af radioaktivt stof, og det smitter.” Han sidder lidt i dybe tanker.

”Det bliver rædselsfuldt,” siger han. ”Folk vil skyde hinanden, selv den nærmeste familie, for at forsvare deres områder.”

Jeg gyser ved tanken. Jeg ved, han gemmer en stor brun revolver fra krigens tid oppe på loftet.

Min lille mor kan ikke høre, hvad vi taler om, men foran hende ligger en blok. Han har skrevet noget om store forandringer for jorden i den kommende tid. Med sirlig arkitektskrift.

”Hvad skal man tro?” siger hun pludselig. Jeg rejser mig og skriger ind i hendes høreapperat: ”Rolig nu mor. Ingen ved noget om fremtiden!” Så tilføjer jeg: ”Hvis jorden går under, så ryger vi allesammen sammen.”

”Hun forstår ikke sagens alvor,” siger han. ”Hun kan ikke li’ forandringer. Det har hun aldrig kunnet tåle.” Han rejser sig og henter en flaske vin. Det er den fine, den han kun henter frem ved særlige lejligheder. Vi drikker lidt i tavshed.

”Sussi og Gorm har planlagt bryllup til september,” siger jeg. ”Hun vil så gerne ha’, at du fører hende op til alteret far.”

”Hvornår?”

”Åh, sådan midt i september, tror jeg.”

”Så bliver det nok lidt vanskeligt. Kan de ikke rykke brylluppet frem? Vejret er også bedre i august.”

Telefonen ringer. Min far rejser sig og tager den. Hans ansigtsudtryk bliver alvorligt. Hans venstre fine tyndslidte hånd lægger sig bestyrtet på hans rynkede pande:

”Hvad siger De? Vil polerne tippe? Gosh, det er alvorlige sager ...” Han vinker mig hen til telefonen og sætter røret imellem vores ører. En gammel fornem herrestemme er midt i en forklaring om nye beregninger, hvis konsekvenser er langt værre end hidtil antaget. Jeg går tilbage til min mor, der ikke har rørt sig ud af stedet.

”Tak for oplysningerne”, hører jeg min far sige. ”Vi tales ved, vi holder kontakt så længe, vi kan, ikke sandt? Farvel.”

”Der kan du se,” siger han. ”Det er ikke noget, jeg selv finder på.”

Da jeg kommer hjem, ringer jeg til min bror og spørger ham, om hvad vi skal gøre?

”Det skader vel ikke at købe lidt sort plastik,” siger han.

”Hvad gør de andre i familien?” spørger jeg.

”De køber også plastik?” siger han.

I den kommende tid får vi ordnet en del: Sussi og Gorm rykker brylluppet frem. Lagrene af sort plastik  og flaskevand vokser i vores skabe, og jeg besøger de gamle oftere, end jeg plejer. Det er hyggeligt. Vi taler ikke så meget om jordens undergang. Projektet er at drikke al den gode vin, så den ikke skal gå til spilde.

Endelig oprinder dagen. Den 9. 9. 1999. Jeg har gjort mit hus rent, vasket alle gulve, lagt nyt på sengen. Pludselig kan jeg ikke holde ud at vente mere. Jeg ringer til Sussi:

”Vil I med ud at spise frokost?”

”Det vil vi gerne, Mor, hvor hyggeligt.”

På vej ind med Kystbanen kan jeg ikke få øjnene fra himlen. Intet tegn på fremmedlegemer. Folk sidder helt roligt, som om det er en ganske almindelig dag. Jeg står af på Østerport og sniger mig langs husmurene ned til Willemoesgade. For første gang i mit liv savner jeg en hat. Da jeg ringer på døren, tager jeg mig sammen, jeg er den ældste.

Vi har en dejlig dag, de unge er hensynsfulde. På hjemvejen er jeg blevet så modig, at jeg går midt ude på gaden, bare for at udfordre skæbnen. Men der sker ikke noget. Heller ikke om natten. Da klokken slår 12 bryder jeg ud i en sindssyg latter af lettelse.

Næste morgen ringer jeg til min far og siger med en stemme, jeg ikke rigtig selv bryder mig om: ”Nu kan du godt smide plastikken ad helvede til, lille far”.

Han er længe tavs, jeg kan høre hans åndedrag: ”Undskyld, Dorte. Jeg lover, at jeg aldrig vil bebyrde dig eller resten af familien med den slags belastende viden. Specielt når man ikke er helt sikker på tidspunktet … det viser sig, at vi har lavet en mindre regnefejl på ca. 3-4 år.”

Min fader døde, inden verden gik under. Det er synd, han ville så gerne ha’ oplevet det.

Når fremtiden forsvinder, tager den drømmene med sig.

 

Dorte Karrebæk (1946) illustrator og forfatter