Uddrag fra "117 stemmer, fremmed og nært, om drømme og visioner", Forlaget Epigraf 2012.

                                     

        Fra Saqqaq-kulturen på Grønland til Maorikulturen i New Zealand

Irma Clausen

 

Jeg har altid haft en drøm om at komme til Grønland, fordi jeg altid har fornemmet og sanset en sammenhæng mellem den grønlandske kultur og maoriernes kultur i New Zealand, hvor jeg skrev mit feltarbejde. Det fik jeg for nylig bekræftet, da jeg rejste til Sisimiut på Grønland. Sisimiut Museum var opført i 1756 på den nyanlagte handels- og hvalfanger koloni ”Holsteinborg” på øen Ukiivik/ Syd Bay. I 1762 flyttede hvalfangstkommandør og købmand Niels Egede huset til dets nuværende plads.                                                                                                                                                   

Blandt andet var der også en Saqqaq-udstilling som handlede om indvandringen til Grønland. De første mennesker, der for 4.500 år siden bevægede sig ind i Grønland, kom til et område af verden, som for en stor del af året med sin stærke kulde og sit mørke er yderst ugæstfrit. Dette vidstrakte område blev befolket meget hurtigt, da sporene af de første mennesker er ens fra Sibierien i vest til Ammassalik i øst. I Vestgrønland kaldes de Saqqaq-folket eller Saqqaq-kulturen efter det sted, hvor sporene efter dem først blev udgravet.                                                                                       

Saqqaq-folkets redskabstyper tyder på et slægtskab med andre jægerkulturer i Sibirien, og deres oprindelse skal altså ikke søges blandt indianere i Amerika.  Vi ved endnu ikke præcis, hvorfra Saqqaq-folket kom, og om de var inuit, da kun meget få menneskeknogler er bevaret. Men de tilpassede sig dette højarktiske område så godt, at deres kultur bestod i 2.000 år. Teleøen, som oprindeligt på dansk hed Tømmermandsøen, og som på grønlandsk hedder Sallinnguit (”det forreste”), ligger som en skærmende vinkel umiddelbart vest for Sisimiuts gamle havn, Paaraarsuk. Her foregik i tidligere tider flænsningen af hvaler. Selvom Teleøen er en relativt lille ø – der er ca. 1 km fra øst til vest og ligeledes 1 km fra nord til syd – så findes der rester af 4.500 års menneskelig aktivitet på øen.     

Netop hvor televæsenets store antenne er anbragt, har man fundet spor af Vestgrønlands ældste kultur: Saqqaq-kulturen fra ca. 2300-1200 f.v.t. Her har formodentlig ligget en boplads. I området ses 4 grave, som ikke er undersøgte. De er af betydelig ælde, men dog næppe fra Saqqaq-kulturen. At sporene efter bopladsen i dag er væk understreger det paradoks, at til trods for at Grønland er stort, så er det tit vanskeligt at finde nye steder til bygninger og installationer. Dette undskylder dog ikke den hensynsløse måde som fortidsminderne er blevet behandlet på her på Teleøen.                           

Hvad spiste de?                                                                                                                                                                                                                                                                                             I møddingslagene på Nipisat fandt vi knoglerne af dyrearter fordelt på 31 pattedyrearter, 24 fuglearter og 4 arter af fisk. Hovedhjørnestenene i fangsten var rensdyr og spættede sæler. Saqqaq folkets livsgrundlag har dog været meget alsidigt, og de har formået at udnytte såvel de kystnære ressourcer som fangstdyr fra indlandet. Formodentlig spillede fiskeriet en stor rolle, ligesom betydningen af bær og anden planteføde ikke kan påvises.  

Saqqaqjægeren har kendt fangstdyrene og deres vaner godt. Nipisat var beboet på en årstid, hvor i hvert fald de spættede sæler kunne tages på land. Fra slutningen af forrige århundrede har vi beretningen om, at både voksne og unger kunne tages med kastepile og endda med de  bare næver på ynglestederne. Måske drev man netfangst, hvor sælernes foretrukne ruter blev spærret. Alt på sælerne kunne bruges. Kød, blod, indvolde og spæk blev spist. Spækket var også kilde til varme og lys. Hele sæler blev sikkert gemt af vejen i køddepoter. Sælskindsposer med rosenrod, bær, urter og tang blandet med spæk til vinteren var vigtigt for overlevelsen i den tid, hvor fangsten kunne svigte. Skind (med hår eller afhåret), tarme og sener kunne anvendes til fremstilling af tøj, både, telte og brikseskind. Tænderne blev måske anvendt som perler.     

Alt dette var ligeledes beslægtet med Maorikulturen, og min oplevelse på Grønland satte mig flere gange i tvivl om jeg var i New Zealand eller på Grønland.

 

Irma Clausen (1942) forfatter, antropolog og filmfotograf