Uddrag fra "117 stemmer, fremmed og nært, om drømme og visioner", Forlaget Epigraf 2012.

 

EN ØNSKEDRØM

Nassrin el Halawani

 

Jeg forstår det ikke. Jeg ser mig selv, som en af dem, der har hovedet og hjertet fuldt af drømme og visioner. I hvert fald så mange, at jeg har noter med idéer liggende, som jeg virkelig tror, kan gøre en forskel for verden. Okay, måske for enkelte mennesker. Alligevel har jeg tænkt på denne her tekst i et par måneder nu – on/off, og som deadline nærmer sig, er jeg lige så skræmt som en mand, der nærmer sig panikalderen. Vi skriver i dag den 24. maj, og faktisk er der ikke længere noget i dag, for det er aften nu. Klokken er kvart i ni og jeg er stadig blank. Jeg tæller efter og kommer frem til, at deadline er om syv dage. Gud skabte verden på syv dage, og der er syv små dværge i… Nej, hold op. Sådan brainstormer man ikke. Du nedgør andres vision. Det er bare fordi, du aldrig har troet på den fælles vision, der hedder religion, at du pjatter hver gang, du kommer i nærheden af noget der bare minder om. Ja, jeg har aldrig kunnet blive en del af den vision. Jeg mistede min tro, førend jeg vidste, der var noget, der hed tro. Det var bare en følelse, som en svag brise, der passerede forbi min snude og vinden vendte aldrig. Opgaven her forudsætter, tænker jeg, at man er født med evnen til at tro, men ligesom man kan være uheldig og være født uden arme og ben, kan man måske også fødes uden den evne? Måske er det i virkeligheden derfor, jeg har så svært ved at formulere en drøm eller en vision.

 

Den 25. maj klokken 20.23.

Jeg har ikke givet op endnu. Jeg bliver siddende. For at lirke til hjernen og hjertet, har jeg nu slået VISION og DRØM op i min synonymordbog, som om jeg forventede, at beskrivelsen vil bringe mig nærmere en af dem – eller dem begge. Faktisk oplevede jeg en mini vision; det var nærmere et syn. Mig, der sad og skrev om min vision med fingre som trommestikker. Nej, det er sgu skræmmende, denne her følelsesmæssige impotens, jeg befinder mig i. Var det ikke for teksten, der ikke kan blive til, ville jeg stadig gå rundt i verden og tro, at jeg havde masser af drømme og visioner. Det troede jeg, da jeg sagde ja.

 

Den 28. maj klokken 22.11.

Deadline er mit mindste problem indser jeg nu. Hvad betyder den følelsesmæssige goldhed? Og værre endnu, hvor længe har det stået så slemt til?

Jeg kan ikke melde fra opgaven – at sige, at jeg hverken ejer drømme eller visioner vil være som at stå frem og erklære, at jeg er følelsesmæssig afstumpet. Jeg ved, at jeg vil ligge vågen i nat, og forsøge at fange en af dem, hvis de skulle liste sig forbi mig. Der er noget med natten - lige før man falder i søvn. Det er ikke utænkeligt, at jeg kunne støde på en af dem dér.

 

Den 30. maj klokken 01.46.

Næh. Ingen har vist sig for mig. Hverken den ene eller den anden. Dag, nat, solskin, regn – det gør ingen forskel for mig. Men listen af bidragsydere er lang, har jeg set. Der er sikkert en hjerne bag et af navnene, der bobler over og er belastet. Alt for mange drømme. Alt for mange visioner. Det kan også være en pestilens. Selv trænger jeg til at glemme, at jeg er tom i hovedet og i brystet, og med deadline lige rundt om næste solopgang, er det eneste jeg kan gøre nu, at tigge mig til en drøm eller to.

 

 

Nassrin el Halawani (1972) forfatter og dramatiker