Uddrag fra "117 stemmer, fremmed og nært, om drømme og visioner", Forlaget Epigraf 2012.

I EN BEDRE VERDEN

Ruth Sillemann

 

Han sidder der midt i stalden og spiller guitar, omringet af køer med bløde muler. Der er tresserstemning så det basker. Peace and love and understanding. Arla lover hygge og fællesskab. I en bedre verden. Hun sidder i 5´eren med indkøbsposer på skødet og kikker sløvt ud af vinduet og ser reklamen, der lyser fra sin billboard i det grå byvejr. Omsluttet af et hav af snakkende mennesker er hun. En mor bagved beroliger sit grædende barn. Manden ved siden af hende taler arabisk i sin mobiltelefon. Han er stor og tyk og fylder mere end et halvt sæde. Men stemmen er dyb og rolig. Hun spænder i det venstre lår for at det ikke skal komme til at røre ved hans. Bussen er proppet med mennesker, selv midtergangen er fuld. To lyshårede skolepiger diskuterer en tredje pige.

 

“Vil I være søde at gå længere tilbage i bussen, så vi alle kan være her?” 

 

Buschaufføren taler med svag tyrkisk accent. De to skolepiger går længere tilbage og flere passerer forbi: To afrikanske kvinder, en gammel mand med ternet kasket og rød kvast, en ranglet dreng fuld af piercinger i ansigtet, en ung mand med kæmpe store høretelefoner. Så standser en flok sortøjede drenge på gangen ud for hende og den arabisktalende telefonsnakker.

 

“Koran jeg gør!”

“Fuck, du gør det ikke!”

“Hvorfor ikke, du kan jo li´hende!”

 

To af drengene står og tjatter til hinanden. De må være omkring 13 år.

 

“Hvem har sagt at jeg kan li´hende?”.

“Hold nu kæft eller jeg smadrer dig!”

 

Pludselig standser bussen brat op for rødt og hele drengegruppen er ved at vælte. En kvindestemme skærer igennem den tykke luft:

 

“Ku´ vi så få noget ro!”

 

Det er en gammel dame i grå frakke og brun strikhue, der vredt henvender sig til drengene fra sit sæde lidt længere oppe ad gangen. Ikke lige typen der plejer at råbe folk op. Der bliver helt stille, araberen har sænket sin telefon. “Undskyld bedstemor!” klukker en af de sortøjede drenge så, med høj og knækket overgangsrøst.

 

Alle i bussen griner. Selv den gamle dame med strikhuen må overgive sig. Og bussen kører videre.

 

 

Ruth Sillemann  (1957) oversætter