Uddrag fra

"117 stemmer, fremmed og nært, om drømme og visioner",

Forlaget Epigraf 2012.

 

FORTÆLLING FRA ET TOMT RUM

Steen Andersen

 

 

Byen er det, vi tør gøre den til!

 

Der drømmes, lægges planner, udvikles idéer, projekter, produkter, der handles og forhandles, historier og rygter opstår, mennesker finder sammen i grupper, organisationer, virksomheder, institutioner og ting sker. Vi oplever andres visioner og projekter, og hvis de lykkes, spørger vi os selv hvordan? Der evalueres konstant, lige nu og her, der skrives rapporter, artikler, anmeldelser, begivenhederne kommer og forgår. Men er vi blevet meget klogere? Hvordan skal vi gribe det an? Fortæl os det! Det var jo jer, der viste os vejen, viste at det umulige var muligt, gjorde hvad vi andre kun turde tænke på, så fortæl os det, hvordan?

Tavshed.

Som oftest ved vi det end ikke selv. Vi kan faktisk næsten ikke tro det. Det skete bare. Sådan. Pludselig snublede vi eller fik et skub ud over kanten … og vi oplevede forandringen. Vi gjorde hvad vi kunne, men resten var udenfor vores kontrol. Det var samfundets voksende behov. Globalisering. Økonomisk krise. Højkonjunktur. Noget med en ny erhvervsstruktur. Forøget velstand. Tidens ånd. Tilfældighed. Alverdens sammenfald. Eller måske en god idé. En fornemmelse. Et drive, åbenhed, gå-på-mod, viljen til at gøre hvad som helst, desperation, lidenskab, en nødvendighed, personligt overskud, netværk, timing, et tomrum, en mulighed. Et tomt rum. En mulighed.

 

Alting skal jo starte et sted!

 

Altså, der var engang et sted og nogen som brugte det. Men ikke nu. Ikke mere. Der er intet som helst. Men engang … engang skete der alt muligt. Alle mulige kom og gik og maskiner var boltet forsvarligt fast til gulvet og væggene var pyntet med beslag og rør og rummet summede og brølede og fløjtede mens det forsøgte at indhente ejernes fortløbende idéer og vision. Nu er det væk. Alt sammen. Det er trist, syn(t)es man. Især dem som mistede deres hverdag fordi de ikke mere kunne være med. De forlod den og den forlod dem. Kun nogle bygninger står tilbage. Måske et skur, nogle tønder, en elboks, under trappen står kassen med fotografier af jubilæer og indvielser, og i hallen måske en gammel defekt gaffeltruck. Det er alt sammen blevet forladt. Det befinder sig i et frossent øjeblik, det udgør en del af stedets fravær, fordi det stadig er der, men intet sker. De er der ikke mere. Dem som sad i skuret, rullede med tønderne og fyldte kemikalier i dem, tændte og slukkede elboksen, spiste og drak og smilte til fotografen, heller ikke skiderikken der kørte den nye gaffeltruck. Rummet er tomt. Stedet forfalder og ejendomsværdien falder, naboerne skuer usikret igennem hegnet mens de skynder sig forbi og børnene smadrer ruderne i ly af skumringen: det er de opdraget til. Hvordan skal man ellers forholde sig til et tomt udefineret rum?

 

Men det er helt fint for os. Nu er der ekstra plads. En mulighed. Vi indtager den. Mødes og sætter noget i gang. Og stedet genopstår. Først var der intet. Nu er der noget. liv.

 

 

Steen Andersen (1973) projektmager, forfatter og skribent