Forlaget Epigraf
V/ Michael Svennevig, Viborggade 30 5, tv, DK-2100 København Ø.

 

 

  

 

 

Hjem

 

om forlaget

 

arrangementer

 

kontakt

 

salg

 

festival

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uddrag fra

"Drømme og visioner.

Portrætsamtaler om at ville og kunne"

af  Michael Svennevig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aihua Yan:

Du skal altid være den bedste, sagde de

(civilingeniør og politisk flygtning)

 

 

 

 

AY: -Vores familie havde en masse bøger. Til sidst var vi nødt til at brænde dem for at få ild til lave mad ved. Hvis vi ikke gjorde det, ville andre gøre det og vi ville blive straffet og torteret for overhovedet at have bøgerne.

Det gjaldt om at udslette alle de veluddannede. Alle intellektuelle. Mere end 70 millioner kinesere døde af unaturlige årsager  i den såkaldte fredfyldte og fordragelige periode, indtil Maos død  i 1976.

MS: -Men hvordan startede det?

 

AY: -Mao lovede at han ville indføre et samfund med retfærdighed, frihed, lighed og rigdom, og det drømte alle kinesere om. Alle traditioner skulle ødelægges. Al kultur skulle destrueres. Alt smukt skulle udslettes. Vi skulle bygge en ny verden. Men sådan gik det ikke.

Hans strategi gik ud på at gøre mennesker dumme. Jo dummere, des bedre. Det var ren hjernevask. Mao ville holde folket i uvidenhed, så det var meget lettere at styre.

 

MS: -Hvordan var din opvækst?

 

AY: -Min mor fortæller at indtil jeg var 3 år, var jeg altid sulten. Vi havde ikke mad. Jeg blev født i slutningen af 1959, og selv om jeg blev født en månd for sent, vejede jeg knap 1½ kg. Det var en periode med hungersnød, der varede fra 1959-1962, hvor millioner af mennesker døde af sult.

Jeg ville have almindelige ris, men vi fik kun rissuppe. Eller rettere risvand. Jeg græd af sult. Jeg græd, fordi jeg ville have at risen skulle være som et bjerg, så jeg kunne blive mæt. Da jeg som 3-årig først gang fik et æg, græd jeg endnu mere, for jeg troede at det var en sten. Hvad skulle jeg med en sten?

Jeg havde aldrig set et æg før.

-Jeg er sulten, jeg er sulten, jeg er sulten.

Det var jeg altid. For min forældre var det chokerende, at jeg kunne sige det som 3-årig. Jeg tænkte altid på mad.

Inden Kulturrevolutionen var jeg meget videbegærlig og ville hele tiden lære nyt. Min mor har fortalt, at hver fredag blev én udvalgt til at være den, der havde opført sig bedst i ugens løb.

 

MS: -I fik karakterer derhjemme?

 

AY: -Ja, det gjorde vi hver fredag aften. Min storesøster og jeg konkurrerede altid om, hvem der var dygtigst til at fortælle historier, og hvem der var dygtigst til at danse. Hvem der havde opført sig pænest. Jeg gjorde hvad de voksne sagde, og var meget flittig. Min mor var stolt af mig. Men under Kulturrevolutionen fra 1966-1976 ændredes alting.