Forlaget Epigraf
V/ Michael Svennevig, Viborggade 30 5, tv, DK-2100 København Ø.

 

 

  

 

 

Hjem

 

om forlaget

 

arrangementer

 

kontakt

 

salg

 

festival

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uddrag fra

"Drømme og visioner.

Portrætsamtaler om at ville og kunne"

af  Michael Svennevig.

 

 

 

 

 

Niels Nymann Eriksen:

Pilgrim på langdistance                             (præst)

NNE: -Min mor døde da jeg var 7 år. Efter et par år blev min far gift igen med Inger, der havde arbejdet mange år som sygeplejerske i Tanzania. Langt, langt ude i bushen. Og hun bragte jo også noget af det med sig. En fornemmelse for dem, der er udenfor. Det har været med til at præge min opvækst på en god måde.

 

MS: -Er det grunden til at du selv kom til Afrika?

 

NNE: -Ja, det tror jeg. 15 år efter at de var blevet gift, var vi nede og se det junglehospital, hvor Inger havde arbejdet. Det var så langt ude, at man i regntiden måtte sejle i kano eller flyve i helikopter for at komme dertil. Da jeg blev præsenteret som Ingers søn, var der en af de unge mænd, der sagde:

-Hun er også vores mor! (ler)

Det satte sig sine spor.

 

MS: -Var det missionsarbejde?

 

NNE: -Ja, hun var som sygeplejerske udsendt af en kirkelig organisation.

Der var et lille hospital i Ulanga-dalen, der var bemandet af en dansk læge og en sygeplejerske og forskellige tanzanianske folk. De behandlede alt. Når folk kom dertil med slangebid måtte de bruge, hvad de havde. Også når lægen ikke var der.

 

MS: -Vil det sige at fremmedhed fra starten er blevet hjemlig for dig?

 

NNE: -Det er i hvert fald blevet noget....

 

Det banker på døren, og den unge instruktør af kirkens mysteriespil stikker hovedet ind. Niels har også tidligere lavet en teaterforestilling med ham i kirken. Plakaten hænger stadig på væggen. Niels havde skrevet teksten. Instruktøren inviterer os ned at kigge på prøverne senere. Da han er gået, vender vi tilbage til Afrika.

 

MS: -Var det første gang, du var så langt hjemmefra?

 

NNE: -Ja. Lige efter vi kom hjem, blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at tage ned og undervise på den danske skole i Tanzania. Det var en lille skole med 16 elever i en by, der hed Iringa. Den blev drevet af missionsorganisationen, der også var DANIDA-støttet. Jeg var der ét år og har siden undervist i teologi for den lutherske kirke på universitetet dernede, og også flere gange rejst rundt der. Min kone Mette har også tabt sit hjerte til Afrika. Hun læste Afrika-studier og arbejdede på den danske ambassade i Sydafrika.

For mig var det lige så meget eventyrtrang. Som dreng drømte jeg om at blive sømand, for jeg er opkaldt efter min farbror. Han var sømand, men døde tre måneder før jeg blev født.

 

Niels sidder lidt og tænker. Så smiler han og kigger på mig.

 

NNE: -Det var en barndomsdrøm at komme ud at sejle. Jeg har haft megen udlængsel. Det var vel det, der fik mig ud at rejse.

 

MS: -Har du så følt dig hjemme, når du har været ude?

 

NNE: -Jeg ved ikke om jeg har følt mig... hjemme, men jeg har følt mig fri.