Caspers historie 2

V/ Michael Svennevig, Viborggade 30 5.tv, DK-2100 København Ø.

 

Forlaget Epigraf

 

v/Michael Svennevig, Viborggade 30, 5.tv, .2100 København Ø.

Tlf: 35 26 05 64, micsvennevig@msn.com

 

CASPERS HISTORIE

af STINE BITSCH-LARSEN

 

udkommer senere i 2016.

Uddrag fra

”Sofie Madsen,

En pioner i de anderledes børns verden”

(Dansk Psykologisk forlag 1997)

 

af

Stine Bitsch-Larsen

 

Fortsat:

 

 

Når han en dejlig solskinsmorgen gik ud i haven, kunne han se henrykt op mod himlen og smile. Han var bange for al slags almindeligt legetøj, og enhver form for forandring kunne gøre ham rædselsslagen. Man kunne intet gøre for at fremskynde en udvikling, kun være parat til at imødekomme de behov, der opstod og beskytte hans beskæftigelse. Det første, jeg så ham optaget af udenfor sig selv, var et lille hår, som han holdt mellem to fingre. Når han gned fingrene mod hinanden, fik han det til at bevæge sig. Han lagde det ved sin tallerken, når han spiste, og han fandt det på gulvet, hvis han havde tabt det. Håret blev senere erstattet med en lille tråd. Tråden blev længere og længere, den blev til sidst så lang, at den slæbte efter ham. Han lavede figurer med den på gulvet. Den fulgte med ham overalt, selv når han spiste og sov. Den var så enkel og simpel, at han magtede at løse de proble¬mer, der opstod med den. Han var omkring tre år og stadig ban¬ge for andet legetøj. Det viste sig dog, at det ikke var en stille¬stående stereotyp leg. Der var tale om en udvikling, et meget for¬sigtigt forsøg på at komme ud af sig selv og på at gå i gang med at behandle og undersøge omgivelserne. Efter det fyldte tredie år tog hans udvikling fart. 31/2 år gammel stod han på et ben og gyngede. Nu begyndte han forsigtigt og tøvende at undersøge alt til¬gængeligt, eksperimenterede med det. Han viste med mimik og bevægelser, at vi skulle fortælle ham, hvad tingene hed. Han var glad for stærke farver, og kom han med en rød blyant og lagde den på sin røde bluse, var det fordi vi skulle fortælle ham, at den var »rød«. Han var udpræget farveglad, lagde nydelige mosaikfigurer efter fri fantasi. Han gjorde ivrige forsøg på at forstå sproget og kunne ved 4-års alderen sige små sætninger på 3-4 ord. Den vinter han fyldte 4 år, kælkede han alene i haven, lå på maven og styrede med fødderne. Han kunne nu fortælle en begivenhed med mange gebærder og få ord. Han var så godt som renlig. De aparte bevægelser forsvandt helt, men den snurrende lyd kom frem, når han var meget optaget. En håndværker, der målte hele huset op, fulgte han i hælene, og iagttog ham interesseret. Udefra kunne man stadig ikke skubbe til hans udvikling, den måtte komme i takt med naturens orden. Alt hvad vi kunne gøre var at styrke, frede og flytte hindringer.«

»At følge denne udvikling havde for mig varet at vende blad efter blad i naturens bog, undrende og betaget, for jeg vidste jo ikke forud, hvad der stod på næste side. «

For Sofie Madsen kom afslutningen på næsten fire års arbejde med dette barn som et chok. Beslutningen, om at Ernst skulle overflyttes til en åndssvageanstalt, var svær for hende. Hun havde jo set et helt tillukket barn åbne sig, mens hun undrende og betaget fulgte hans udvikling. Hun kunne ikke give ham den daglige kontakt eller formidle muligheder, som havde været en del af det daglige samvær. Hun fortæller, hvordan hun oplevede dette og fortsætter: »Han var nu en nydelig, solbrun, frisk og tillidsfuld 4-årig dreng, da han (1931) blev erklæret åndssvag. Jeg kunne ikke forhindre det. På åndssvageanstalten udbrød man spontant: «Han ser da ikke ud til at være åndssvag!« Han havde netop overvundet den sidste rest af angst og betænkelighed. Fuldstændig tillidsfuld og tryg, iagttagende og undersøgende overfor alt, hvad der var nyt. Det var bittert at efterlade dette barn. Som det var skik dengang, skulle han sidde fastspændt i sengen med sele i 39 uger til observation. Jeg følte mig som en bedrager. 3 år tidligere kunne der næppe være tvivl om, at Ernst måtte karakteriseres som åndssvag. Men der blev ikke foretaget undersøgelser af de tydelige og forbløffende fremskridt, for man mente ikke, at svær åndssvaghed lod sig ændre.«

19-20 år gammel blev han udskrevet fra forsorgen. Der var noget frygtsomt, overfølsomt og sårbart ved ham, men indtil han blev indkaldt til soldat, sparede han godt tusinde kr. sammen. Han var medlem af en skak- og roklub og ikke-ryger. Efter sin soldater-tjeneste tog han på eget initiativ præliminæreksamen ved egen hjælp og et lille lån. En prøve i 20-års alderen viste normale evner. «

Sofie Madsen følte, at hun befandt sig i skabelsens forgård, og hun holdt aldrig op med at lære og undres. Hun gjorde også rede for sine erfaringer:

»Min første spontane iagttagelse, der er mere end 40 år gammel, står i dag lige så levende og skarpt i min erindring som dengang. Det var, hvad Ernst lærte mig. Min umiddelbare reaktion på hans tilstand var, at jeg skabte noget i retning af en åndelig kuvøse. I dag forekommer det mig uforståeligt, ja, mirakuløst, at dette barn, der på sin 4-års fødselsdag forlod kuvøsen, kunne klare 16 års ophold på 4 store institutioner — 2 af dem under åndssvageforsorgen. Han udgik af forsorgen som et dannet og begavet ungt menneske, der var i stand til ved egen opsparing og flid at tilrettelægge og gennemføre en uddannelse. Han havde ikke nogen kontakt med familie eller andre udenfor institutionerne. Min konklusion må blive, at et normalt barn næppe så uberørt kunne have overlevet en sådan kur. Det må være hans autisme, der har reddet ham.

 

 

*

 

 

”Vi skal passe på de der er anderledes,

for det er derfra forandringen skal komme.”

 

Sofie Madsen

 

 

*

 

 

Stine Bitsch-Larsen (født 1918) debuterede som forfatter i 1983. Inden da havde hun været skoleleder, keramiker, organist og grafiker. I eringsbogen "Svanevinger" fortæller hun om det fjerne Afrika og den nære Besættelse. Om sin opvækst som præstedatter ude på landet, om selv at blive holdt udenfor, men at insistere på at der altid findes andre veje.

I "Caspers historie" fortæller hun histiorien om barnebarnet Casper.

Bogen er illustreret med Caspers egne billeder, der har været udstillet flere gange.

 

 

 

.

 

 

 

 

Udkommer senere i 2016