Caspers historie 3

V/ Michael Svennevig, Viborggade 30 5.tv, DK-2100 København Ø.

 

Forlaget Epigraf

 

v/Michael Svennevig, Viborggade 30, 5.tv, .2100 København Ø.

Tlf: 35 26 05 64, micsvennevig@msn.com

 

CASPERS HISTORIE

af STINE BITSCH-LARSEN

 

udkommer senere i 2016.

 

 

 

 

 

VORT RUM

 

Du og jeg , Casper, du og jeg.

 

Du og jeg, Casper, du og jeg,

vi går ind i vort rum

og lukker døren.

 

Du og jeg, Casper, du og jeg.

Her er helt stille,

fjernsynet er slukket

og vinduet åbent

til solsorten udenfor.

 

Vi har vort eget rum

du og jeg, Casper,

du maler med farver

og jeg maler med ord.

Vi dykker ned i skaberhavet –

og undrer os.

 

 

 

*

 

 

SE, siger vi,

og holder et billede op mod lyset

SE!

 

Du og jeg, Casper, du og jeg,

vi går ud af vort rum

og lader døren stå

på klem.

Du og jeg, Casper, du og jeg.

 

 

*

 

 

 

 

 

 

 

Lukket inde

bag autisme

astma

epilepsi

skadet motorik

skadet bevæge-evne

skadet tale-evne

skadet lære-evne,

ja, men han er der,

et levende menneske.

SE

 

 

Gennem sine billeder

fortæller han

en historie

om sig selv

og sine kammerater

forskellige

anderledes.

 

 

 

 

*

 

 

 

Redigeret sammendrag fra portrætsamtalen:

 

”Jeg vil i hvert fald ikke kede mig”

af Michael Svennevig

 

Indgår i Stine Bitsch-Larsens erindringsbog, SVANEVINGER (Epigraf 2016, side 21-39).

 

 

SB-L: Det startede langsomt. De flotte billeder han lavede skulle ikke bare ligge i en krog, så jeg tog dem med hjem – og det endte med at de blev udstillet. På én måde er det vigtigt at Casper får sit eget liv, og det bliver så på de betingelser som det kan lade sig gøre, og med den afhængighed af andres velvilje, men jo også betalt arbejdskraft, så derfor kan man sætte krav.

Jeg føler at det har været en sejr fra begges sider. Jeg plejer at være god til at komme ind på folk. Det er en af mine styrker. Men det har været meget svært, fordi jeg godt vidste at jeg ikke bare var velkommen. Jeg har selvfølgelig også udstrålet, at jeg ikke er sådan at sætte hen i en krog, for jeg lader mig ikke afvise. Jeg kommer fordi jeg har ret til at komme der - som farmor. Men det er jo også indlysende, at det griber ind i deres hverdag, for jeg ringer jo og spørger, og det er en forespørgsel som de vanskeligt kan afvise. De kan jo heller ikke tillade sig at blive uvenner med mig. Derfor har jeg gået med listesko i starten, for jeg så det hele. Men jeg sagde ikke noget og afstod fra enhver kritik. Jeg har fra dag ét bestræbt mig på at møde dem positivt. Langsomt er vi så blevet venner, for vi samarbejder for at det skal blive så godt som muligt for Casper. Jeg kan også se nogle ting som de ikke har blik for, fordi det selvfølgelig bliver dagligdag for dem, mens det bliver ved med at være en ny dag, hver gang jeg kommer derud.

Bagefter er vi helt brændt ud. Jeg har været en meget aktiv farmor for Casper, og det gode ved Caspers situation er, at han altid vil kunne udvikle sig. Det er ikke noget der bare stopper. Det synes jeg er meget opmuntrende. Hvis du ser Caspers håndstilling, er der nogle ting han kan og meget som han slet ikke kan. Han vil være handicappet resten af livet. Men det har alligevel betydet noget med de udstillinger vi har lavet. Det siger de også ude på hans bosted. Han er vokset mentalt. Men det er meget vigtigt, at jeg hver gang husker at nævne dem, der arbejder der i det daglige når vi udstiller, for de udkæmper de daglige kampe. Det er et stort slid. Tidligere fik Casper nogle enorme vredesanfald, hvis han ikke blev forstået. Især hvis de forsøger at tage noget fra ham, som er hans. Nu sker det ikke så tit. Det er hans dagligdag, så det må endelig ikke fremstå, som om man bare lige tager nogle farver og så skal I bare se…

Læs mere.

 

 

 

 

 

*

 

Uddrag fra

”Sofie Madsen,

En pioner i de anderledes børns verden”

(Dansk Psykologisk forlag 1997)

 

af

Stine Bitsch-Larsen

 

 

 

Ernst

 

Samme år i april 1928 modtog Sofie Madsen Ernst fra et spædbørnehjem. Han var netop fyldt 1 år. Det var en buttet, lyshåret dreng med blå øjne, men tilsyneladende dybt åndssvag. Han reagerede slet ikke på noget fra sine omgivelser og greb heller ikke efter sutteflasken. Ernst blev undersøgt af en læge, der fløjtede og dinglede med sit lommeur foran hans ansigt uden den mindste reaktion fra barnet. Uden at forsøge at løfte hovedet tog han begge hænder op mod øjnene, bevægede fingrene og frembragte en snurrende halslyd. Han var totalt sanseløst nedsunket i sig selv. Af og til lo han højt uden anledning, og lægen udbrød: »Det kan man da kalde det glade vanvid! «

Sofie Madsen: »Jeg forestillede mig dengang, at det var, som lå han endnu i moders liv. Han var i høj grad uønsket. Jeg tænkte: han skal have lov til at leve sit fosterliv færdigt, fuldkommen fredet. Mit første kontaktforsøg var at anbringe mine pegefingre mod hans håndflader, der ikke var lukkede og så lade dem glide ud mod hans fingerspidser, der var let bøjede.

Han greb ikke om den, men de blev hængende et sekund, således at han blev løftet en cm op fra puden, hvorpå han dumpede tilbage igen. Efter nogle dage begynder han svagt at forsøge at holde igen, så han kom højere op, og snart holder han så godt, at han kom helt op i siddestilling. Når han så dumpede ned, lo han. Han opfattede ingen mennesker, holdt kun fingeren, når den blev lagt i hånden på ham. I løbet af et par måneder kunne man sætte ham i en lille gyngehest og lade ham gynge i timevis, idet han førte den ene arm stereotypt op mod ansigtet, stirrede stift med glasagtige øjne mod væggen og snurrede med munden. En nat viste det sig dog, at han havde indstuderet noget af omgivelserne. Der var skiftet tapet i soveværelset. Da han vågnede om natten, blev han ude af sig selv af rædsel. Hele hans møjsommeligt indstuderede verden var gået til grunde, og intet kunne trøste eller berolige ham. Han kunne jo slet ikke opfatte os. Ved sang og musik viste han synligt velbehag, og det undrede os en tid, at han, når han berørte vor mund med sin finger, fik et raserianfald. En dag gik der et lys op for mig. Da han rørte min mund, begyndte jeg at synge, og han så salig ud. Han opfattede absolut ikke et ansigt, kun et punkt, hvorfra der kom noget velbehageligt. Han begyndte at gå i 2-års alderen, og først da kunne han med sikkerhed opfatte os som noget medmenneskeligt. Han lo, når han så noget bevæge sig. At pjaske i vand, eller få noget til at hoppe eller dingle fik ham til at juble. Det var, som om han oplevede mere nær kontakt med sol, vind og vejr, end med os.

Læs mere.

 

*

 

 

”Vi skal passe på de der er anderledes,

for det er derfra forandringen skal komme.”

 

Sofie Madsen

 

 

*

 

 

Stine Bitsch-Larsen (født 1918) debuterede som forfatter i 1983. Inden da havde hun været skoleleder, keramiker, organist og grafiker. I eringsbogen "Svanevinger" fortæller hun om det fjerne Afrika og den nære Besættelse. Om sin opvækst som præstedatter ude på landet, om selv at blive holdt udenfor, men at insistere på at der altid findes andre veje.

I "Caspers historie" fortæller hun histiorien om barnebarnet Casper.

Bogen er illustreret med Caspers egne billeder, der har været udstillet flere gange.

 

 

 

.

 

 

 

 

Udkommer senere i 2016