Hanne Marie Svendsen-uddrag

V/ Michael Svennevig, Viborggade 30 5.tv, DK-2100 København Ø.

 

Forlaget Epigraf

 

v/Michael Svennevig, Viborggade 30, 5.tv, .2100 København Ø.

Tlf: 35 26 05 64, micsvennevig@msn.com

Uddrag fra

"Drømme og visioner.

Portrætsamtaler om at ville og kunne"

af  Michael Svennevig.

Hanne Marie Svendsen (forfatter):

Når bare man gør det så godt man kan

 

MS: -Når han hopper ind, hopper han i hvert fald lige så hurtigt ud igen.

Hvordan opfatter du tilværelsen?

HMS: -Det er et stort eksistentielt spørgsmål. (ler)

MS: -Men du har lavet en roman om én, der ligger på det sidste og gør det igennem 267 sider.

HMS: -Jo... (tænker)... hvordan jeg opfatter tilværelsen? Jeg opfatter den sådan, at jeg eller vi skal prøve på at bruge livet, bruge det så godt som muligt, og bruge sig selv så godt som muligt, og der mangler jo noget ved R. Han har ikke brugt sig selv. Der  er rudimenter af ham der aldrig er blevet udfoldet, og som aldrig har kunnet blive til noget. Han har udfoldet en del af sig selv i sin passion for sproget, men andre ting har han ikke kunnet komme i kontakt med, og derfor synes jeg at han skal have de valg. Derfor synes jeg og fortællersken i bogen, at han skal have de oplevelser. Men den historie ender jo sørgeligt, ikke. Det bliver ikke nogen lystvandring for ham. Og så er der kun det tilbage at han skal give slip, og der oplever han at det sprog, som han stolede på og som betød alt for ham, splittes og smuldrer, og pludselig er han i lys, farver og former, men uden sprog, og så kan han dø.

MS: -Men det kunne have været anderledes for ham, for Aladdin var jo en skikkelse som han havde som et forbillede. Han kunne vel godt være blevet en Aladdin, men som du siger i teksten, bliver han i stedet en Noureddin.

HMS: -Det er interessant, for jeg er blevet inspireret af bemærkninger hist og her om Rasmus Rask, der er baggrundshistorien. Der er et brev fra en af hans bedste ungdomsvenner, som skrev til plejebroren, Hans Kristian, efter at Rasmus Rask var død. Der står at Aladdin var hans yndlingsbog, den fulgte ham hele hans liv, men vennen havde indtryk af, at Rask ikke brød sig meget om den i de sidste år. Den bemærkning kunne jeg bruge. For det er jo indlysende, at når han troede han var en Aladdin, men opdager at det er han ikke, så forkaster han bogen.

MS: -Du har egentlig lavet en roman om en drømmer, der aldrig nogensinde drømte.

HMS: -Ja, det kan man sige. Men nu er der selvfølgelig også denne splittelse i ham. Altså han kommer fra et hjem med tro og overtro. Og så kommer han ind i et lykkeligt miljø hvor han kan udfolde sin begavelse, og samtidig kommer han under stærk påvirkning af de rationalistiske begreber i oplysningstiden og afsværger sin kristendom. Han vil ikke have noget med den slags at gøre og bekender sig som ateist. Han tror på oplysningstidens idealer, og samtidig er det jo en periode hvor romantikken bryder ind, og der er et skisma mellem hans tro på oplysningstidens idealer og hans interesse for det romantiske, der kommer til at betyde meget for ham, men virkelig romantiker er han ikke.

MS: -Nej, slet ikke. På mange måder er det et moderne menneske du har skildret, for vi har også afsværget mange af vore traditioner og en god del af vores gudetro, og er fuldstændig frie til at drømme lige hvad vi vil – og også fuldstændig frie til at blive fortabte. Er han et almindeligt menneske eller et skræmmeeksempel? Nu sagde du jo, at du holdt af ham! Men du har også fra starten vidst, hvad han var oppe imod? Vi, de forvildede læsere, løber rundt i romanens gange og kommer først sent til at møde de formildende træk ved hans personlighed. Eller i hvert fald de forklarende. Det der forklares kan man undskylde. Det gør det i hvert fald lettere at favne. Du er meget favnende i din måde at beskrive ham på.

HMS: -Ja, i begyndelsen møder man ham mest som fortrængeren, som absolut vil fastslå at han har haft en hyggelig barndom og som ikke vil indrømme, hvordan den barndom har påvirket ham, og så er han pedant. Tingene skal stå ordentligt og rigtigt. Og han er meget pengebevidst, og det har han været nødt til, og det betyder at alle kvitteringer skal samles sammen og gemmes, men det har også været nødvendigt, for da han skal begynde at studere er han opfyldt af en tro på at det kan han sagtens klare, men opdager at i det rigide, konservative miljø som han kommer ind i, betyder det ikke så meget, hvad man kender til, som hvem man kender. Han ønsker ikke at se sig selv som den fattige dreng, der får ting af folks nåde. Han er en mærkelig blanding af selvbevidsthed og mindreværdskomplekser, og derfor fortrænger han mange ting.