Iselin C. Hermann-uddrag

V/ Michael Svennevig, Viborggade 30 5.tv, DK-2100 København Ø.

 

Forlaget Epigraf

 

v/Michael Svennevig, Viborggade 30, 5.tv, .2100 København Ø.

Tlf: 35 26 05 64, micsvennevig@msn.com

Uddrag fra

"Drømme og visioner.

Portrætsamtaler om at ville og kunne"

af  Michael Svennevig.

(forfatter):

Iselin C. Hermann

som først ophører når vi dør

Hele tiden denne uro i kroppen

ICH: -Jeg skriver i hånden. Du kan se det her...

Iselin henter den smukt indbundne bog som hun skriver i og åbner den på to tætskrevne sider.

ICH: -På den højre side skriver jeg, og siden overfor bruger jeg til rettelser. Jeg laver tre gennemskrivninger i hånden før teksten er færdig.

MS: -Hvorfor i hånden?

ICH: -Jo, det gør jeg altid, selv om jeg ikke kan skrive så hurtigt som min tanke. I tankerne er jeg allerede langt længere end jeg kan nå at skrive ned. Det giver en mulighed for at komprimere det  jeg skriver. En ekstra eftertænksomhed kan du sige, og fordi jeg i processen tænker hurtigere end jeg skriver, kan jeg lide af den illusion at jeg er klog. (ler)

MS: -Du skriver ikke med kuglepen. Du har brugt en fyldepen eller i hvert fald en pen med flydende blæk, og papiret er også specielt.

ICH: -Hvis du ser denne her, så har jeg skrevet horisontalti bogen. Papirets fibre vendte den modsatte vej, så jeg var nødt til at skrive det hele omvendt. Jeg ville ikke bare kassere bogen. Det er jo en fin og særlig bog.

Hun lukker den og lader hånden glide hen over indbindingen. Hun gør det instinktivt.

Jeg kan fornemme pennens kradsen mod papiret og den modstand det må give mellem pen og papir.

MS: -Du har brug for den modstand, der er mellem det håndlavede papir og det flydende blæk?

ICH: -At skrive er en form for seksualitet eller sanselighed. Det er en måde at opleve verden på, som jeg genfinder igennem det jeg skriver. Skriften er min måde at nærme mig verden på. Eller rettere én af dem. Jeg har skrevet mine bøger på lyst. Med undtagelse af den jeg arbejder på nu. Jeg er meget i vildrede. Jeg har ikke prøvet at arbejde sådan før.

MS: -Hvordan?

ICH: -Det er ikke smukt. Det er små korte sætninger. Måske er det helt kikset. Måske holder det slet ikke?

MS: -Er det dine smukke bøger, der nu har fået dig til at søge over i det grimme?

ICH: -Jeg vil gerne sige det som det er. Èn I min nærmeste familie har været indlagt på psykiatrisk afdeling i otte måneder, den lukkede, og med den værst tænkelige diagnose. Jeg har jo været der og oplevet magtesløsheden og ikke kunnet værge mig imod den. Det er smerten fra det der sætter sig i skriften. Som forfatter lever vi jo ikke i adskilte verdener. Vi skriver på os selv. Det gør så ondt. Det er som at blive kradset op indeni.

MS: -Hvordan sætter det sig i teksten?

ICH: -Jeg skriver i en stream of consciousness, i en egen fortælling, og der siger vi jo også jeg, men ikke når det er vores tanker. Vi er bare til stede. Og det er den tilstedeværelse jeg forsøger at skildre. Det er ikke smukt. Det er grimt. Det er råt og uforsonligt.

MS: -Det lyder som en teatertekst?

ICH: -Hvordan mener du?

MS: -Det er det som treatret kan, at etablere en væren. Et nærvær og en tilstedeværelse her og nu.

ICH: (tænker sig om)

-Husets Teater tilbød mig en gang at blive husdramatiker, men jeg turde ikke. Sådan noget har jeg aldrig kunnet.

MS: -Før nu...?

Hun kigger på mig og ler.

ICH: -For så vidt burde jeg kunne skrive for teater, for jeg har arbejdet en del med det.

Jeg har det så stofligt med sprog, at jeg nogle gange ikke forstår det, hvis jeg ikke skriver det ned.

MS: Forstår du dig selv via skriften?

ICH: Teksten fastholder mig. Den giver mig tyngde som menneske... men jeg startede ellers som klovn. Da jeg var 18 hørte jeg om en klovneskole i Paris og ringede til dem.

-Bonjour, Je m´apelle Iselin Hermann. Je voudrais bien être clown...

Jeg tog derned og mødte deres rektor, der var den lille klovn fra Fellinis Klovnerne, og han kiggede uforstående på mig:

-Mais vous êtes une dame? (hun ler og slår ud med armene)

I stedet forslog han mig at søge ind på akrobatskolen, der lå lige ved siden af. Det gjorde jeg og kom ind. Jeg lærte at køre på ethjulet cykel og....

Hun gør en stor velkommende gestus med hænderne, der signalerer alt det andet hun lærte dernede.