Jon Bang Carlsen-uddrag

V/ Michael Svennevig, Viborggade 30 5.tv, DK-2100 København Ø.

 

Forlaget Epigraf

 

v/Michael Svennevig, Viborggade 30, 5.tv, .2100 København Ø.

Tlf: 35 26 05 64, micsvennevig@msn.com

Uddrag fra

"Drømme og visioner.

Portrætsamtaler om at ville og kunne"

af  Michael Svennevig.

(filminstruktør):

Jon Bang Carlsen

Når vi falder ud af himlen

MS: Nu siger du, at du laver det på alternativ basis, men når du har de der billeder af indflyvninger. Det ligner jo ikke...

JBC: Nej, det er klart. Det er helikopterskud, der er skudt på 35 mm film.

MS: Det giver et sug i maven hver gang.

JBC: Ja, det er flot. Men det skal jo ses i en biograf. Specielt Blinded Angels. Den fungerer i og for sig kun i biografen, fordi den har en meget stor billedmæssig styrke. Der skal du ligesom være deroppe, hvor... når du ser på et flot billede, tænker du jo ikke nødvendigvis...du forholder dig ikke intellektuelt, men emotionelt til det. Og du skal forholde dig emotionelt til den film, for at den fungerer.

MS: Er det dét, der gør den anderledes end de andre?

JBC: Øh, næ... for det første var det en meget svær film at lave. Det der er så svært ved at lave den er...

MS: Den er jo ved at knække over hele vejen igennem!

JBS: Det skal den også være. Det er hele modellen, og det er desværre det som meget få mennesker forstår. Mit store problem med konventionel storytelling er, at det selvfølgelig er nogle geniale historier, der holder i stram form, men langt de fleste burde knække over, fordi de er bullshit. I virkeligheden burde de se sig selv i spejlet og spørge: Hvorfor faen står jeg og fortæller noget, der er totalt ligegyldigt? Hvad er det egentlig jeg vil fortælle?

Hele den tvivl der ligger i vores normale adfærd, men når vi fortæller den, skal alting være perfekt. Gå fra punktum til punktum. Det er rent snot. Det er farligt. Det er et typisk eksempel på det jeg snakker om. Form der bliver diktatorisk over for indholdet.

MS: Men hvad er det, der sker i den scene i Blinded Angels, hvor du foregriber døden, der hvor den sorte skuespillerinde ligger i kisten og du spørger hende, om det er det rigtige sted at dø på i historien?

JBC: Hele filmen er bygget op på samme måde som de øvrige dokumentaristiske studier, hvor jeg rejser ud for at finde min historie, men på et tidspunkt er jeg min egen skygge eller mit eget jeg, der jo altid ligger hen over det man laver, men nu er den blevet så dominant, at jeg ikke længere kan se verden, derfor er det eneste jeg kan gøre, at lukke øjnene og så digte mig tilbage til verden. Derfor opfinder jeg historien om den blinde mand. Så tænkte jeg på, at jeg kunne sætte en rigtig dygtig skuespiller på, der ikke var blind, men som spillede blind, der jo ville have gjort kærlighedshistorien meget mere troværdig, eller jeg kunne tage Rune T. Kidde, hvis ansigt jeg holder meget af – og som er blind. Og på den måde give filmen autencitet.

Hele mit korstog er at inkludere tvivlen. Det dummeste ved danske skuespillere er at de tror, at de er én person, når de er på scenen og en anden, når de er af scenen. Det er jo rent sludder, selvfølgelig. De er den samme person. Selv om de spiller Cæsar, er det lige så meget en del af deres dagligdag og af deres liv, som når de står nede hos slagteren og køber kødpølse. 

MS: Det er vidunderligt der hvor hun sidder oppe på bjerget, mens branden nærmer sig og har en meta-vurdering af, at skuespillere bliver ved med at være inde i filmen.

JBC: Det fungerer godt med hende, hun er utrolig...Der var endnu flere scener af den art, hvor jeg pludselig vender mig mod filmholdet og spørger dem om, hvad de synes: Hvad skal vi nu gøre? Hvad er rigtigt at gøre i denne her situation?

Jeg er åben over for min tvivl, og så spørger jeg dem. Hele historien er en allegori over, at for at se bliver du nødt til at turde det han tør til sidst: via kærligheden at turde springe ud i mørket, hvor han får sin vision igen. Det har selvfølgelig noget at gøre med den forrige film, der hedder Portrait of God, der handler om at jeg har en stor trang til at forlige mig med min egen religiøsitet. Selv om jeg mere er panteist, der lægger hovedet op ad et træ og klapper en ko, eller aer vinden. Men alle sådanne ting er vigtige for mig.

MS: Men det spring du lader hovedpersonen foretage til slut i filmen, er det dét spring man er nødt til at lave som filminstruktør, når man har lavet så mange film som du har?

JBC: Ja, på sin vis er det.