Teater i Træstubben - Malene Fenger-Grøndahl

V/ Michael Svennevig, Viborggade 30 5.tv, DK-2100 København Ø.

 

Forlaget Epigraf

 

v/Michael Svennevig, Viborggade 30, 5.tv, .2100 København Ø.

Tlf: 35 26 05 64, micsvennevig@msn.com

Udkom i forbindelse med

Teaterdage på Vesterbro og i Charlottenlund,

Teater i Træstubben,

søndag den 31. august 1014

Øjeblikke, hvor en ny virkelighed vokser frem

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist og forfatter

Vi kan møde en person, der direkte eller indirekte ændrer vores livsbane. En kendt eller ukendt person kan se på os med et blik, der afslører skjulte sider af os eller antyder muligheder i vores liv, vi ikke selv har set. Den slags møder finder hele tiden sted. I det virkelige liv. Men af og til mister vi sansen for de øjeblikke, hvor vi med vores blik på den anden er med til at skabe vedkommendes liv, og hvor andres blik på os er med til at skabe vores liv. Vi lukker øjnene for de svimlende dybder, der åbner sig i mødet mellem mennesker. For hvem har modet til hver dag at kigge ned i afgrunden og overveje at sætte af og prøve, om vingerne bærer? Der er af dage, hvor vi ikke tror på, at vi kan flyve, og hvor vi slet ikke overvejer at folde vingerne ud. Men der er også dage, hvor mulighedernes magi er så nærværende, at vi bare må gøre det. Kysse en fremmed. Tage på en spontan rejse. Sige ja til et job, vi ikke ved, om vi kan mestre. Sige farvel til noget trygt, vi ikke troede, vi kunne leve uden.

Den slags dage kan teatret give os. Teatret har altid for mig stået som den mest magiske kunstform. Den magi, der kan opstå mellem publikum og skuespillere, er unik. Det er øjeblikkets balancekunst. Det er intenst og skrøbeligt. En forfatters ord, en instruktørs indgriben, en skuespillers indlevelse og udførelse og et publikums åbne blikke samles i øjeblikke sprængfyldt af muligheder. Øjeblikke, der sætter sig spor som drømme, indsigter og spirer til nye livsveje.

Det var det, der skete, da Michael Svennevigs monolog ”Indisk kærlighed – eller hvordan man overlever at blive

forelsket” blev opført i Træstubben i september 2012 – i Ditte Maria le-Fevres instruktion og med Pouria Tahmasebi hovedrollen.  Det blev magiske stunder, hvor publikum i det intime rum blev inviteret til at komme helt tæt på en fortælling fra det virkelige liv. Men også en fortælling, der var blevet forvandlet - fra en faktuel fortælling om en indisk mand og hans kærlighedsforhold til en dansk mand, til en fortælling, som svævede et sted mellem faktisk levet liv og det liv, der venter på at blive levet. I Michael Svennevigs tekstmæssige bearbejdelse og i Pouria Tahmasebis og Ditte Marie Le-Fevres arbejde med at omsætte teksten til scenen var der sket noget.   

Den historie, som min medforfatter Marianne Nøhr Larsen og jeg, havde skrevet og brugt i bogen ”Den forbandede kærlighed – 14 fortællinger om homoseksuelle og kulturel mangfoldighed”, var blevet revet ud af sin sammenhæng og havde fået nyt liv. I begyndelsen var jeg både benovet og bekymret over, at historien skulle tages ud af sin kontekst, hvor den var sat nøje sammen med 13 andre fortællinger, som tilsammen skulle give læserne et indblik i det liv, som homoseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk lever i dagens Danmark. For hvad ville der ske med balancen og forsøget på at aflive fordomme og sætte fakta og virkelige historier i stedet?

Ja, hvad skete der? Der voksede en ny virkelighed frem. En virkelighed, som ikke var baseret på fakta, men tillod sig at bruge fiktionen og fantasien. En virkelighed, som opstod i form af de nye blikke, vi som tilskuere kastede på skuespilleren, på os selv og på hinanden den aften. Blikke, som jeg er sikker på, har ændret livet i ’den virkelige verden’.