Og freden kom

V/ Michael Svennevig, Viborggade 30 5.tv, DK-2100 København Ø.

 

Forlaget Epigraf

 

v/Michael Svennevig, Viborggade 30, 5.tv, .2100 København Ø.

Tlf: 35 26 05 64, micsvennevig@msn.com

Uddrag fra

Marie Thøgers erindringsbog

"Og freden kom":

             På vej mod Europa i sommeren 1948.

Lejren gik i gang i midten af juni 1948. Johanne og jeg ankom den 3. juli og traf godt 40 internationale frivillige, som forsøgte at arbejde sammen med ca. 30 unge tyskere, der ønskede at blive bosat i drømmebyen Friedensdorf, desuden hørte ca. 20 småkriminelle unge fra Jugendorf delvis til i projektet. Det var i begyndelsen ret uoverskueligt, men ambitionerne var store. Vi og tyskerne boede sammen i de gamle militærbarakker, der havde hørt til Hitlers  Reichparteitagsgelände. Køkken og spisesal havde vi også fælles, derfor delte vi naturligvis den amerikansk betalte mad med tyskerne. Resultatet var at den planlagte mad til godt 40, skulle række til det dobbelte antal. Det fysiske arbejde i lejren var hårdt for både kvindelige og mandlige frivillige, og da maden var sparsom og uden variationer, blev folk hurtigt trætte. Man startede om morgenen med et stykke brød, der kunne smøres med peanutbutter. Om middagen var der grønsagssuppe med salt og kartofler. Til aftensmad salt grønsagssuppe og brød. Ved sengetid fik vi te. En gang i de fire uger blev der kogt kåldolmer med kød i. Man følte sig altid sulten, og som ugerne gik, blev man mere og mere træt. AFSC gav hver frivillig 2.50 mark om ugen i lommepenge og var man så heldig ikke at mangle tandpasta eller sæbe kunne man købe chokolade for pengene. Det var en fest for os fra Danmark, hvor sukker stadig var rationeret.

 

Den første dag i lejren er søndag. Morgenmaden er to stykker brød med peanutbutter imellem og kaffe, bagefter er der silent meeting. Det er en skik mange kvækere følger. For os var det ukendt og fremmed, men vi lærte at bruge den tid til eftertanke, og kom til at sætte stor pris på det. Ved middagstid fik vi salt grønsagssuppe, nye kartofler med sovs og kaffe. Om eftermiddagen gik vi sammen med folk fra lejren til en landsby i nærheden, hvor der var Kunigundafest for børnene. På den tur traf vi Ernst på 16 år, som var flygtet fra russerne i østzonen. Han frygtede for at blive sendt på arbejde i urangruberne. Faderen var overlærer og nu anbragt i en lejr til af-nazifisering. Sammen med Ernst var Gustl fra Østrig. Han havde mistet sin far, mor og bror under krigen. Hans kone havde fundet en anden, og drengen han var far til kendte ham ikke. Vi lyttede i tavshed til alle beretninger og fik indtryk af, at det var, hvad der var behov for. Nogen som lyttede. Spørgsmålet som lå bagved: hvorfor lever jeg?  var det svært for os at besvare, men vi kunne tie og lade dem snakke. Aftensmaden er salt grønsagssuppe, kartofler og kaffe. Sådan gik søndag den 4. juli. Blandt de frivillige er et par finske piger, som var med på lejren i Follebu, men arbejdsprogrammet her kender vi ikke endnu.

På hverdage begynder livet i lejren kl. 5.15 og senest kl. 6 er der silent meeting. Måske finder man en plads indendørs i gruppen, eller man sidder i græsset under birketræerne udenfor. Derefter er der morgenmad. Fra kl. 7 til kl. 12 arbejder pigerne i køkkenet med at lave mad, eller vaske og lappe tøj for de hjemløse drenge i Jugenddorf, som ligger lige i nærheden. Middagsmad er kl. 12.30, og fra kl. 14 til kl. 17 skal der renses mursten. De mandlige frivillige skal bruge arbejdstiden til at planere området og bygge nye huse. Drømmen er at skabe landsbyen Friedensdorf til omstrejfende unge, som i øjeblikket ikke ser nogen fremtid, men opgaven er svær. Her er et moseagtigt område, som skal renses for træstubbe, og det er ekstremt vanskeligt at få fat i byggemateriale. Der er aftensmad kl. 18, og resten af døgnet kan så anvendes til samvær og diskussioner. Aftenen kan også bruges i naturen, men vi savner de lyse nætter.

Efter et par dage i lejren får vi besøg af Hr. von Hartmann, som nok er en af ophavsmændene til projektet. Han fortæller, at efter krigen har den bayerske regering forsøgt at samle de hjemløse unge mænd, som var kommet på afveje. Alle de der ernærede sig ved at stjæle, røve, deltage i sortbørs og måske holdt til på banegårde eller hos prostituerede. Man gav dem tag over hovedet i Jugenddorf nær Marsfeld, men mænd fra bystyret i Nürnberg havde højere ambitioner. De ville bygge en ny by, hvor de unge skulle opdrages og uddannes moralsk, åndeligt og håndværksmæssigt. Det var en svær opgave også økonomisk, fordi pengevæsenet lå i kaos, og måske var det grunden til, at man tog kontakt til den amerikanske militærregering i Berlin og derigennem fik skabt forbindelse til AFSC, som i forvejen var interesseret i at sende frivillige til genopbygningsopgaver i den amerikanske zone. Ideen var at lade en flok internationale unge leve og arbejde sammen med unge tyskere om at bygge en fredslandsby med værksteder og boliger, hvor de hjemløse kunne få en fremtid. Planen var, at den bayersk regering skulle stille jord og så vidt mulig byggematerialer til rådighed. AFSC skulle bringe frivillige og sørge for maden samt hvilke andre omkostninger, der kunne opstå. Som daglig leder blev valgt en ung kvæker,Hollis Wyman, der oprindelig var kommet til Tyskland som besættelsessoldat. Selv sagde han senere: Jeg kom til Europa i uniform, og jeg rejser hjem som pacifist vel vidende, at i USA kan det koste mig et fængselsophold at være militærnægter.      

I løbet af den første uges tid blev vi kendt med den praktiske del af arbejdet her, og det stod hurtigt klart, at denne lejrs hovedformål var at opdrage til samarbejde og absolut demokrati, hvilket naturligvis medførte timelange diskussioner. Mange af de frivillige var pacifister, mens de fleste af tyskerne forsvarede, hvad de havde lært i Hitlerjugend, og de var slet ikke parate til at opgive vold som middel til forandring. Det var en svær situation, og man måtte først og fremmest være sikker på, hvor man selv stod. Der viste kvækernes skik, en stille stund til eftertanke i begyndelsen af hver dag, sig nyttig. Johanne og jeg brugte den for det meste for os selv i naturen, men flere gange sad vi også med i gruppen. En af de morgener var det et Gandhi-ord, der blev taget frem:Gott ist die Wahrheit, der Weg zu Gott ist die Liebe. Samtalen, der fulgte gjorde det lysende klart, at lejrens mål var at arbejde for fred efter Gandhis ikke-volds tanker. Ikke-vold er meget andet end fravær af krig, og det var disse tanker, som havde kostet Gandhi livet for få måneder siden.

Langsomt nærmer vi os Flensburg og ser nu de første grønne uniformer. Det syn er skræmmende, men naturligvis er det bare tyske toldembedsmænd i gamle soldateruniformer. Jo, men hele fremtoningen er tysk, som vi husker den: skrævende ben, armene over kors og et stift blik. Hvis skikkelsen bevæger sig, lyder de kendte fodslag mod perronen: Her kommer herrefolket.

Vi venter på toldeftersyn. Was bringen Sie mit? En håndbevægelse mod rygsækken. Ist das alles? Ja! Danke, gehen Sie bitte. Han træder høfligt til side. Vi kan gå til paskontrol. To eller tre tyskere, måske en smule for høflige efter vor smag. Vi skynder os ud igen med alle stemplerne. Sidste mand ryster på hovedet efter os: Nach Nürnberg ohne Mark! Tolderen er kommet ud på perronen. Han står i rørstilling. Han er tysker, men var jo ganske flink. Jeg giver ham en cigaret. Der lyder et forbløffet: Danke schön. Hvad i alverden gjorde jeg? Opfattede jeg en tysker som et menneske og ikke bare som et støvletrampende uhyre. Det var vist forkert. Hvad vil jeg her? Det er alt sammen mærkeligt og uvirkeligt.

Vi kører mod syd. Frugtbare tyske marker, tyske skove uden træer, tyske børn.  Lyden af lokomotivet med den lange togstamme efter sig kalder dem til. En solid række med hænder løftet til en mekanisk vinken og munden løsnet til et smil, som ikke når øjnene. Et togvindue glider ned, en pakke rammer jorden, magre hænder gramser den til sig, ingen tid til tak, bare af sted så hurtigt benene kan bære. Vi passerer et bjerg af militært skrot. Der ligger maden, som Tyskland burde have givet sine børn. Nu står de i hundredvis langs banen og tigger, når det nordlige Europas befolkninger drager forbi. Selv en gammel mand bøjer ryg og knæ for at redde et papirhylster op af en grøft. Han er sulten, men papiret er tomt.

Slesvig med udsigt til Gottorp slot og formodentlig en kaserne. Omgivelserne er smukke, selv i regnvejr. Man burde vandre her. Rendsburg og Kielerkanalen med den gigantiske rundkørsel oppe i luften. Vi drøner rundt over husenes tage. Dyr og mennesker syner bitte små nedenunder. Videre går det gennem det flade Nordtyskland, hvor gårdene ser grå og forsømte ud. Hamburg er bare en facade med tomme vindueshuller. Det bliver mørkt, og nu slukkes lyset i toget. Vi kører gennem natten. De medrejsende er to svenske damer, som forlader toget i Hannover og et svensk ægtepar med en dreng. De skal til Svejts. Så er der to norske tegnere, de skal til Italien. Folk ligger på gulvet og i gangene. Der er amerikansk paseftersyn i Göttingen. Så har vi nået den amerikanske zone. De fleste sover videre, mens mørket skifter farve. De første skifferbjerge dukker op, måske en Rhin-borg. Her er frodighed overalt, bindingsværk og spidse kirkespir. Efter den første tunnel er kornet høstet, og det er kun den 3. juli. Er det mon almindeligt? Jeg kan ikke spørge kontrolløren, for jeg er i et land, hvor jeg ikke forstår sproget. 

Det er lørdag. Klokken 10 er vi i Frankfurt am Main. Stedet er en stor ruinhob. Jeg har slet ikke forestillet mig, at bombningerne kunne være så ødelæggende. Vi har ingen tyske penge, for landet er midt i en valutareform. Alligevel vandrer vi fra bank til bank for måske at veksle, men naturligvis uden resultat. Det gør os sultne, og vi sætter os på en bænk foran banegården for at spise, men må hurtigt flygte på grund af den opsigt vores gode danske madpakker vækker. Bedre går det ikke, da vi efter småløb gennem et par gader sætter os på en bænk i en park og igen begynder at åbne madpakkerne. Vi ser os omkring. Der er ikke et menneske at øjne, men sekunder senere er der alligevel en pænt klædt mand, som sætter sig på samme bænk og bogstavelig talt nidstirrer maden. Så opgiver vi, pakker sammen og går tilbage mod stationen. Vi har ingen penge, og vi aner ikke om toget til Nürnberg vil afgå samme dag eller først i morgen. Vi er nødt til så vidt mulig at spare på maden. Rygsækkene har vi lidt naivt overladt til en kontrollør på perronen, men vi får dem igen mod et par cigaretter. Nu er vi alene på lukket område og drister os til at spise en spegepølsemad. Der er ingen udsigt til noget tog, og det bliver aften, før noget dukker op. Det er en troppetransport med amerikanske soldater, negre, på vej til en kaserne i nærheden af Nürnberg. Vi nærmer os og bliver hjulpet ind. De synger: ”Poor old Joe”, mens cognacflasken går rundt. Da vi ikke viser interesse for den, kommer der tyggegummi og cigaretter frem. Det er hyggelige folk, og to af dem følger med helt til endestationen for at hjælpe os ud med rygsækkene. Vi når frem til lejren ved midnatstid. Vi er så heldige at træffe lejrens kok på sporvognens endestation. Lejren ligger ved Hitlers Reichparteitagsgelände, som også har en stor opvisningsgrund og en kongreshal, der skulle give plads til 15-18.000 mennesker. Den blev aldrig færdig, fordi pengene blev brugt til krigen. Kokken viser os ind i en stor, mørk sal med sovende mennesker.

 

*