Trisse Gejl-uddrag

V/ Michael Svennevig, Viborggade 30 5.tv, DK-2100 København Ø.

 

Forlaget Epigraf

 

v/Michael Svennevig, Viborggade 30, 5.tv, .2100 København Ø.

Tlf: 35 26 05 64, micsvennevig@msn.com

Trisse Gejl:

Dråbernes springen på fliserne   

(forfatter)

TG: -Hver eneste gang jeg går i gang med en bog, er det ønsket om at undersøge noget. Det er ikke sådan at jeg tænker, at jeg vil lave en samfundskritisk tekst. Faktisk startede det i Patriarken med, at jeg ville undersøge tabet, og det er romanen jo ikke endt med at handle om, vel? Men så sætter man nogle folk i spil, der kan gå ind og undersøge det. Jeg har lige læst et essay, fordi jeg skal undervise her til foråret, og selv om jeg har skrevet seks romaner, har jeg aldrig læst romanteori.

I Milan Kunderas essay om romankunsten siger han noget, som jeg synes er rigtigt. Han siger, at romanen ikke undersøger virkeligheden. Den undersøger eksistensen. Og derfor, siger han, er det en fejl at... man kan pludselig forstå, hvordan mange mainstreamromaner, der kører på et rituelt plan, bare gennemspiller virkeligheden og imiterer den.

MS: -De efterlader ikke nogen spor, når vi læser dem?

TG: -De undersøger ikke rigtigt noget, men gennemspiller nogle forløb. Det har vi også brug for.

MS: -Gennemspiller - dét er et godt ord.

TG: -Ja, men det er hele begrebet om rituel og ikke-rituel kunst.

MS: -Rituel og ikke-rituel kunst?

TG: -Ja, det rituelle gennemspiller nogle ritualer i vores liv om gys og gru, kærlighed, mord osv. Det er genkendelse. Det rituelle får os til at genkende og høre til. På den måde betrygger det os. Det ikke-rituelle betrygger os ikke. Det foruroliger os. Det er andet end overfladisk sansepirring. Det kan rykke os, udfordre os, få os til at se længere end genkendelsen, bringe større dele af os selv i spil end vi gør ved visse thrillers og maimstream-kærlighedsromaner. Og foruroligelse sælger ikke ret godt.

MS: -Men der er jo forskellige grader af det. Selv om Patriarken er foruroligende, fordi vi kommer hen, hvor vi ikke kan lide at være, skræmmer den os ikke. Den vækker os. Det er noget andet. Du får det næsten til at lyde som et gru-projekt, og det er jo slet ikke det, du mener, vel?

TG: -Nej, slet ikke. Men jeg vil heller ikke kunne placere mine egne bøger på den skala.

MS: - Men, Trisse, jeg er nødt til at rose dig, også selv om jeg allerede har sagt det, for du er en ypperlig formidler af dit stof. Da jeg på sidste bogmesse gik rundt fra scene til scene og lyttede og blev mere og mere mistrøstig, var det skønt at høre dig i samtale. For her var virkelig én, der forstod den svære kunst at kommunikere.

TG: -Det er nok fordi jeg godt kan lide det.

MS: -Ja, det siger du, men der skal mere til end det.

TG: -Tilstedeværelse!

MS: -Ja, det er i hvert fald vigtigt.

TG: -Grunden til at det ikke falder mig svært er, at jeg for længst har taget en beslutning, og det er også den der gør, at jeg bliver dunket i hovedet en gang i mellem, men ellers kan jeg ikke være til. Nu bliver det virkelig underligt, måske... Men det er en helt grundlæggende tillidsbeslutning jeg har taget. Som er at alting er privat, men i det øjeblik det er formuleret på skrift er det alles.  

Uddrag fra

"Drømme og visioner.

Portrætsamtaler om at ville og kunne"

af  Michael Svennevig.